Jeanettes datter havde været på julemærkehjem og tabt sig 8 kg. Nu var hun hjemme igen og Jeanette arbejdede på, at få julemærkehjemmets kostprincipper justeret ind i hverdagen. Der var lidt bump på vejen her og der, men i det store hele gik det fint. Så opstod der et problem. En gruppe veninder havde inviteret Jeanettes datter til filmaften. Tøserne skulle ned i vej-selv-butikken og hente slik. De andre piger havde fået 100 kr. hver!!

Julemærkehjemmets forskrifter tillod 70 g slik to gange om ugen, så det stod slet ikke mål med venindernes planlagte slikindkøb. Jeanette fik en lys ide. Hun gav sin datter 100 kr. samt tilladelse til at købe slik for alle pengene.

Da datteren kom hjem stod Jeanette klar med små poser og en køkkenvægt. Slikket skulle vejes af i poser á 70 g. Hermed kunne Jeanette og datten se hvor mange portioner der gik på en filmaften, og modregne slikket over de næste uger. Datteren var tilfreds med planen.

Resultatet blev rigtig godt. Jeanettes datter havde blot spist 1½ pose slik á 70 g. Modsat havde de andre veninder spist til de fik ondt i maven. Datteren fortalte at hun var blevet bevidst om mængden af slik, fordi slikket var pakket i portioner. Da hun havde spist den første portion, overvejede hun flere gange om hun skulle åbne den næste. Hun valgte at tage lidt af den næste portion. Hun synes det var tankevækkende, at handlingen med at åbne poser, gjorde hende bevidst og bremsede hende. Portionerne nudgede hende til grundig overvejelse om én portion egentlig ikke var nok.

Resten af de små poser med slik lå længe i skabet, men forventningens glæde til at kunne købe vildt ind af vej-selv-slik, var langt større end slikket i virkeligheden smagte. Til slut smed Jeanette de sidste poser ud.