Morten kom til diætist med en vægt på 157 kg. På den ene side ville han gerne tabe sig, men på den anden side orkede han ikke at følge kostplan, lave nye opskrifter eller ændre på sin mad. Han kom efter en slankekur i form af et quick fix. Vi talte om, at der ikke findes en nem løsning. Vi ved jo godt at et vægttab kræver overskud, energi og hårdt arbejde. Der er ikke nogen genvej. Men måske alligevel, måske kunne nudging bruges…?

Jeg bad Morten finde alle sine små tallerkner frem og gemme de store tallerkner væk. Han kunne købe og lave den mad han plejede, men maden skulle blive ude i køkkenet. Én portion mad skulle øses op ude i køkkenet på en lille tallerken. Han måtte gerne hente en ekstra portion mad mere, hvis det var nødvendig. Kun salat eller grøntsager måtte stå på bordet under spisningen.

Maden skulle spises ved spisebordet. Ingen tv, tablet, mobiltelefon eller avis under måltidet. Han skulle være tilstede, spise roligt og smage på maden.

Morten drak altid cola til maden – cola med sukker. Dette ville han heller ikke ændre på. Vi aftalte at han i stedet skulle drikke cola af et højt slankt glas, og kun ét glas cola måtte tages ind på bordet per gang. Dette gjaldt både ved måltider, men også resten af aftenen.

Der gik 14 dage, så kom Morten til vægtkontrol og havde tabt sig 3 kg. Han synes at det var en pragtfuld måde, at tabe sig på. Han kunne fortsat kunne spise nøjagtig hvad han havde lyst til. Ubevidst spiste og drak han færre kalorier på de små tallerkner og af de høje slanke glas. Morten fortalte at hans måltid var kortet ned i tid. Nu hvor han ikke så Netflix under måltidet. Ofte nøjes han kun med én portion, da han hellere ville videre med Netflix fremfor, at gå ud i køkkenet efter mere mad.