“Vælg magre mejeriprodukter” lyder et af Fødevarestyrelsens officielle kostråd. Det handler kort sagt om at spare på mættet fedt fra mejeriprodukter og derfor vælge mælk og mejeriprodukter med max 0,7% fedt og ost med max 17% fedt/30+. Det betyder jo ikke at du aldrig må komme piskefløde i sovsen eller spise en skøn brie med 40% fedt. Det handler om balance. Vælg primært magre mejeriprodukter i hverdagen eller spis mindre mængder af de fede varianter. I samtlige kostråd er der nemlig en anbefalet mængde. Når det handler om ost og mejeriprodukter, så hedder anbefalingen 1/4-1/2 liter mejeriprodukt samt ca. 25 g ost (svarende til 1 skive) pr. dag. Men grundlæggende handler det også om at spise varieret, så hvis du kun spiser ost i weekenden, kan du godt tillade dig mere end 1-2 skiver. Kort sagt giver lidt af det hele plads til det hele. For du kan faktisk godt få for meget – også af de mad- og drikkevarer kostrådene anbefaler.

Mælk har ca. 40 kcal pr. dl og ost ca. 50 kcal pr. skive (hvis du holder dig til de magre varianter). Så fedtfattigt er ikke kaloriefrit. Du kan hurtigt få 170-250 kcal, hvilket for de fleste af os, svarer til ca. 10% af vores daglige energibehov. Derfor vil det også være svært at holde dit daglige kaloriebehov, hvis du spiser eller drikker mere end anbefalet.

Nudging til sunde vaner med ost og mejeriprodukter:

  1. Køb skiveskåret fedtfattig ost max 30+. Så kommer du ikke til lige, at spise en ekstra skiver fordi den første kun var halv, den næste skæv og den tredje tynd ved brug af ostehøvlen.
  2. Køb småt, men godt, hvis du køber fed brie. Her er kalorieindholdet højere og for at begrænse forbruget skal pakningen være lille. Små emballager nudger til mindre forbrug.
  3. Hav kun én liter mælk liggende i øjenhøjde eller stående i køleskabslågen. For hvis du har 4 liter liggende frit tilgængeligt, så vil følelsen af overflod i køleskabet nudge dig til at drikke mere fordi der er så meget. Læg de overskydende mælk ned i grøntsagsskuffen eller læg dem på tværs bag andre madvarer, så du ikke kan se dem.
  4. De sunde, fedtfattige oste og mejeriprodukter, som du kan spise hver dag placeres synligt, men de federe varianter, som er til weekend skal gemmes nederst inde bagerst i køleskabet. For det vi ser, er det vi spiser.
  5. Skulle du en sjælden gang købe fed piskefløde, så kan resten fryses. Hæld resten af fløden i isterningsposer og frys den fremfor at komme ekstra i sovsen 🙂

Husk at dette er et “vælg” kostråd. Vores 10 kostråd starter ofte med vælg eller spis. Det er “spis”- kostrådende som eksempelvis “Spis frugt og mange grøntsager”, der er de vigtigste. Det er altså dem du helst skal vælge. Kostrådet om de magre mejeriprodukter er et “vælg” kostråd og handler primært om at få kalk og protein af god kvalitet.

Skærmbillede 2016-08-23 13.28.55