De fleste kvinder spiser den anbefalede mængde kød, men det samme gælder kun for halvdelen af mændene. Begge køn spiser generelt for meget kødpålæg. Der er to årsager til at vi skal spare på kød og pålæg. Det første er indholdet af fedt i kød og pålæg. Det er usundt mættet fedt, som er sat i sammenhæng med risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Den anden årsag er sammenhængen mellem udvikling af nogle typer af kræft og det at spise meget rødt kød og især forarbejdet kød. Rødt kød er kød fra firbenede dyr, fx okse-, kalve-, lamme- eller svinekød – uanset om det er gennemstegt eller ej. Forarbejdet kød er røget, saltet og nitritkonserveret kød, fx kødpålæg, hamburgerryg, skinke, pølser og bacon.

Så alt med måde. Vi skal jo bruge proteiner, mineralerne og jern fra kødet, så kroppen har gavn af det. Vælg det magre kød frem for kød med højt fedtindhold, så får du stadig de gode næringsstoffer fra kødet, men ikke så meget af det mættede fedt.  Vælg kød og kødprodukter med maks. 10 % fedt. Spis højst 500 gram tilberedt kød om ugen fra okse, kalv, lam eller svin. Det svarer til to til tre middage om ugen og lidt kødpålæg. Vælg i stedet fjerkræ, fisk, æg, grønsager eller bælgfrugter på de øvrige dage og også som pålæg.

Nudging til valg af magert kød:

  1. Supermarkedet nudger dig. De har allerede valgt hvad du skal have til aftensmad. De placerer mornay sovs og lasagneplader på hylden over tilbuddet med: ”hakket oksekød 18-20% kun 20 kr” og nudger dig til at købe ind til en fed variant af lasagne. Planlæg din aftensmad hjemmefra og skriv en indkøbsseddel. Hermed bliver det dig som vælger hvad du vil spise og det bliver nemmere at træffe det sunde valg i indkøbssituationen.
  2. Start din indkøbstur i den afdeling, som kræver mest energi til beslutninger. Undersøgelser viser nemlig at foretager de bedste valg først på indkøbsturen. Hurtigt løber tør for tålmodighed og får foretaget nogle dårlige valg. Så vælg din rute gennem supermarkedet med omtanke.
  3. Køb kun den mængde kød du skal bruge. Køber du mere, så frys straks halvdelen ned. Vi spiser det vi tilbereder, så en stor portion mad nudger til store måltider.
  4. Det du ser er det du spiser. Rester af frikadeller, hakkebøf eller en stump medisterpølse kan friste, og noget pålæg spises direkte fra pakken. Det er ekstra og unødige kalorier. Sæt disse kød og pålægstyper bagerst på nederste hylde i køleskabet. Pak eventuelt resten ind i stanniol så de ikke lige er til at få øje på. Dette mindsker sandsynligheden for at de bliver spist.

 

Tips.

Gå efter Nøglehulsmærket, når du køber ind. Det gør det nemt at vælge de magre kødvarianter. Nøglehullet er Miljø- og Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke, der på en enkel måde gør det lettere at træffe det sunde valg. Du finder nemmere de sundere fødevarer og madretter, når du handler. Fødevarer, madretter og opskrifter med Nøglehullet lever op til et eller flere krav med lavt indhold af fedt, sukker og salt samt flere kostfibre. Nøglehullet gør det nemmere at leve sundt.