I et forsøg på Columbia Universitet ville man afprøve om man kunne dæmpe trangen til søde sager med tankens kraft. Forsøgsdeltagerne skulle først tænke “varme tanker”. Det vil sige de fristende træk, som chokoladens lækre smag, søde duft og følelsen når den smelter på tungen. Dernæst skulle de tænke “kolde tanker” det vil sige mere abstrakte, at chokoladen er brun, hård og har et mønster.

Forsøgsdeltagerne blev hjernescannet under forsøget. Resultaterne viste at når deltagerne tænkte “kolde tanker” faldt aktiviteten i den del af hjernen, som er forbundet med sult og appetit. Endvidere fortalte deltagerne at de følte mindre trang til sødt, når de holdt deres tanker “kolde”.

I et lignende, og lidt mindre appetitligt forsøg gjorde man samme opdagelse. Her skulle deltagerne forstille sig, at der havde kravlet kryb rundt på chokoladekage og deltagerne skulle spise chokolade af høj kvalitet, men chokoladen var udformet som en bæ. De tanker, som her blev sat igang, fik deltagerne til at miste appetitten på sødt totalt.

Så dine tanker om søde sager er vigtige. “Varm tanker” vil gøre de søde sager helt uimodstålige og du vil gå som en linedanser hele aftenen med risiko for at falde i. Omvendt vil de “kolde tanker” nedtone din sukkertrang og få din hjerne til at skrue ned for appetit og sult. Så tænk dig godt om…